Andelsboligforeningen Willemoesgade 20-24

Om ejendommen

Ejendommen Willemoesgade 20-24 er bygget i 1897. Først i 1850’erne blev det tilladt at bygge uden for Københavns volde, og ligesom det meste af Indre Østerbro er huset først opført nogen tid efter.

Se ejendommen på Google Street View

De første mange år var ejendommen en udlejningsejendom i privat eje, men i starten af 1980’erne besluttede beboerne at købe huset og omdanne det til en andelsboligforening. Samtidig blev de sidste forretninger i stueetagen afviklet og omdannet til boliger, og dermed var det slut med såvel tobakshandlere som cykelsmede på denne del af gaden.

I 1980’erne var boligstandarden i København noget bagud i forhold til resten af landet, og der var blandt andet ikke indlagt varmt vand i huset – det måtte man selv sørge for at varme op! Bad i egen lejlighed var også en sjælden luksus. Men i 1984 blev der indlagt fjernvarme, og da der året før også var blevet sat termoruder i vinduerne, var det slut med at fryse om vinteren. Et par år efter fulgte også et nyt tag, og dermed fremstod bygningen nogenlunde som den gør i dag.

Siden har alle større projekter først og fremmest drejet sig om vedligeholdelse. Og bestyrelsen holder, sammen med den mangeårige administrator Bonnie Mürsch og de tilknyttede arkitekter, et vågent øje med hvor huset næste gang kan trænge til en kærlig hånd for at blive ved med at fremstå som så velholdt som det gør i dag.

I 2008 overtog andelsboligforeningen, sammen med de andre ejendommen  i karreen, ansvaret for en sammenlagt gård. Den store gård – Københavns største sammenlagte gård – blev dog af praktiske grunde delt op i 3 gårdlaug. Vores del, som er den midterste, hedder Øbrogård.

Om kvarteret

Samtidig med opførslen af huset i 1897 blev Willemoesgade ført ned til søerne. I den forbindelse blev en villa som lå for enden af gaden, revet ned. Siden da har Willemoesgade forbundet Østerbrogade med Strandboulevarden. De statelige huse med spir på toppen for enden af gaden mod søerne, som kan ses i billedgalleriet, er bygget samtidig.

Gaden og området har været genstand for meget opmærksomhed og mange diskussioner siden da, og ved en arkitektkonkurrence i 1969, i forbindelse med KAB’s jubilæum, blev der skitseret en hel række forslag til omdannelse af området omkring “Østerbrogades riviera” langs enden af søerne.

Det nok mest spektakulære forslag kom fra arkitekt Kenneth Langlois som foreslog at grave en kanal med lystbådehavn mellem søerne og Strandboulevarden – som ville gøre Willemoesgade og Holsteinsgade til kajgader. Forslaget kan ses på billedet nedenfor (klik på det for at se en større version).

Andre forslag i konkurrencen bar præg af at oliekrisen endnu ikke var kommet til landet, og de inkluderede blandt andet ideer om en motorvej som skulle køre langs “rivieraen” og forbinde Østerbrogade og Dag Hammarskjölds Allé, flankeret af højhusblokke. Vinderforslaget planlagde et butiks- og kontorcenter og et parkeringshus langs søbredden, men ligesom alle de andre 43 indkomne forslag endte det med at blive lagt i skuffen, og ejendommen i nr. 20-24 fik hverken udsigt til en kanal eller et indkøbscenter.